Klima, Kultur og Sundhed i Aalborg Kommune får ny direktør pr. 1. juni 2026.
PressemeddelelseEfter en grundig ansættelsesproces er valget faldet på Jesper Carlsen, der skifter fra en stilling som kommunaldirektør i Rebild Kommune.

Det bliver en direktør med en særdeles bred faglig profil, der fra 1. juni skal stå i spidsen for Klima, Kultur og Sundhed i Aalborg Kommune. Efter en grundig ansættelsesproces med mange kvalificerede kandidater endte det med at blive Jesper Carlsen, der får ansvaret.
"Jeg er en meget glad rådmand i dag, for jeg er overbevist om, at vi har fundet et virkeligt godt match. Efter mange år i byrådet og kommunens selskaber har jeg været med til at ansætte flere direktører, men jeg mindes ikke tidligere at have oplevet så kvalificeret et ansøgerfelt som dette. Jeg er glad for, at vi nu får Jesper Carlsen i spidsen for Klima, Kultur og Sundhed, som spænder meget bredt fagligt. I ansættelsesudvalget er vi meget glade for hans ledelsesprofil. Han har stærk erfaring med at håndtere en bred opgaveportefølje, og jeg tror, han passer rigtig godt ind i Aalborg Kommunes direktørgruppe," siger Jan Nymark Rose Thaysen, rådmand for Klima, Kultur og Sundhed i Aalborg Kommune.
Jesper Carlsen er oprindeligt uddannet folkeskolelærer og har en kandidatgrad i pædagogisk psykologi fra Aarhus Universitet. Han kommer til Aalborg Kommune fra en stilling som kommunaldirektør i Rebild Kommune. Forud for det var han i en årrække direktør for Børne- og Arbejdsmarkedsområdet i Hjørring Kommune og har derudover erfaring fra Thisted Kommune. Begge steder har Jesper blandt andet haft ansvar for fritidsområdet. Han medbringer dermed stor ledelseserfaring og et indgående kendskab til flere af Klima, Kultur og Sundheds ansvarsområder, samt stor erfaring med arbejdet i en politisk ledet organisation.
Den 52-årige Jesper Carlsen bor i Aalborg med sin kone, og sammen har de to børn på henholdsvis 21 og 24 år.
"Jeg er glad for og stolt over den tillid, ansættelsesudvalget har vist mig. Jeg er meget begejstret for fagområderne i Klima, Kultur og Sundhed. Det er områder, som efter min mening rummer et vigtigt fremtidsperspektiv for Aalborg Kommune. Det er områder, der skal skabe sammenhængskraft og fællesskaber i kommunen og bakke op om 'det gode liv'. Der er mange samarbejdsflader både med de øvrige forvaltninger i Aalborg Kommune og med civilsamfundet. For at lykkes med opgaven skal man lykkes sammen med andre. Det motiverer mig, og jeg glæder mig til at komme i gang,"
siger Jesper Carlsen, kommende direktør for Klima, Kultur og Sundhed i Aalborg Kommune.
Fagområderne Klima, Kultur og Sundhed blev først samlet i én forvaltning pr. 1. januar 2026, så der er stadig masser af nye processer og synergier der skal findes.
"Der venter mange spændende og konkrete opgaver i Klima, Kultur og Sundhed, når jeg træder til. Blandt andet står vi over for implementeringen af en ny folkesundhedslov. På kulturområdet er der gang i en spændende proces med ansøgningen om at blive europæisk kulturhovedstad i 2032, og på klimaområdet arbejdes der med CO₂-reduktion gennem Klimaplan 2.0. Samtidig har jeg respekt for, at det er en ny forvaltning, jeg træder ind i - den er kun fire måneder gammel, og de nye fagområder er stadig ved at finde sammen. Jeg glæder mig derfor til at møde mine nye kolleger og få et overblik over, hvor vi er i processen,"
siger Jesper Carlsen.