start på hovedindhold

Aalborg sætter fokus på søvn og stress: Ekstra foredrag efter massiv interesse

Nyhed

Sidste gang var der udsolgt til foredraget i Musikkens Hus i Aalborg. Efterspørgslen på søvn- og stressforedrag får nu Aalborg Kommune til at tilbyde et ekstra "show" i Trekanten Kulturhus den 24. juni. Her kan du høre om sammenhængen mellem søvn og stress og få tips til, hvordan du tackler udfordringerne.

image00055.jpeg

Sover du godt? Ligger du nogle gange med tankemylder og bliver småpresset af ikke at kunne finde hvile? Du er IKKE alene. Et voksende antal danskere bakser med nattesøvnen, ligesom stress også er blevet en "folkesygdom". Den seneste nationale sundhedsprofil viser, at 18 procent af danskerne over 16 år oplever dårlig søvnkvalitet mens 33 procent sover mindre end anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen. Borgerne i Aalborg Kommune er ingen undtagelse:

"Stress fylder desværre meget i vores sundhedsdata som noget, der udfordrer en del af borgerne i Aalborg Kommune. Og vi kan også se, at søvnen er en voksende udfordring på tværs af generationer. Så jeg er glad for, at vores dygtige forebyggende sundhedsmedarbejdere i Klima, Kultur og Sundhed har det med i vores mange gode sundhedstilbud. Og hvis man er hurtig, kan man også nå at melde sig til vores gratis, ret efterspurgte foredrag på Trekanten den 24. juni," siger Jan Nymark Rose Thaysen, rådmand i Klima, Kultur og Sundhed i Aalborg Kommune.

Udsolgt foredrag om søvn og stress fører nu til ekstra mulighed

Den 27. maj havde Aalborg Kommune over 350 gæster til et udsolgt foredrag om sammenhængen mellem søvn og stress i Musikkens Hus. Den store efterspørgsel har nu ført til, at man inviterer til et ekstra foredrag i salen hos:

Trekanten Kulturhus den 24. juni fra kl. 19.00-20.30. Meld dig til her:

Her får man indsigter og gode, konkrete råd til, hvordan man håndterer stress i hverdagen, samt tips til den gode søvn, som ofte er et vigtigt fundament for både den fysiske og mentale sundhed:

"Vi havde en rigtig god aften i Musikkens Hus i maj, men desværre var der flere, der gerne ville have været med. Så jeg er glad for, at vi kan tilbyde endnu en aften på Trekanten. Vores foredrag er bygget sådan op, at vi gerne vil klæde folk på med konkret og letforståelig viden om stress og søvn - og de to er tæt knyttet til hinanden på godt og ondt. Og så har vi også en række meget konkrete tips og råd til, hvordan man holder stressen i ro i hverdagen, og hvordan man med enkle greb kan få den gode søvn igen. Så jeg håber, folk vil melde sig til, så vi kan få fyldt salen op", lyder det fra Martin Gilkrog Olesen, søvnvejleder i Center for Sundhedsfremme i Aalborg Kommune, der til foredraget optræder på scenen sammen med Jakob Veje Eiriksson, psykolog ved Center for Mental Sundhed i Aalborg Kommune.

Foredraget varer halvanden time og er gratis.

Særligt fokus på søvn hos unge til efteråret

Til efteråret, mere præcist 6. oktober holder Hovedbiblioteket i Aalborg i samarbejde med "Fælles om ungelivet" en aften med fokus på de unges dyrebare søvn. Her vil oplægsholderne forsøge både at tale til de unge og deres forældre.

image00053.jpeg