Kommissorium for Tilgængelighedsudvalget
- Titel: Kommissorium for Tilgængelighedsudvalget.
- Vedtaget: 11. maj 2022 af Sundheds- og Kulturudvalget.
- Kommissoriet er administrativt opdateret 8.september 2026
Kommissorium
Udvalget arbejder for, at alle mennesker (uanset funktionsevne), ligeværdigt og selvstændigt kan færdes i det offentlige rum og udvalget arbejder for at fremme tilgængelighed og universelt design i Aalborg kommune.
Udvalget bidrager med rådgivning til Aalborg Kommunes Handicapråd og de Kommunale forvaltninger om både principielle og konkrete problemstillinger i forhold til tilgængelighed og Universelt Design. Udvalget modtager projekter til sparring og orientering om tilgængelighed og Universelt Design i bygge- og anlægsprojekter.
Udvalget bistår Aalborg Kommunes tilgængelighedsrådgiver fra Klima, Kultur og Sundhed i dennes opgaver, herunder med faglig sparring om projekter fra Aalborg Kommunes Tilgængelighedspulje.
Målet for tilgængelighedsudvalgets arbejde er at:
- Der ved ny-anlæg, byomdannelse, nybyggeri og ombygninger i kommunen anvendes løsninger, der i videst muligt kan benyttes af alle – uanset funktionsevne.
- Der i forbindelse med lokalplanlægning og byggesagsbehandling stilles krav om tilgængelighed i såvel kommunale som private bygge- og anlægsprojekter.
- Tilvejebringe lige muligheder for alle jævnfør den overordnede målsætning i Aalborg Kommunes Handicappolitik.
Kompetencer
Udvalget kan tilkalde særligt sagkyndige til at deltage i udvalgets drøftelser.
Udvalget organiserer selv arbejdet og fordeler de enkelte opgaver.
Arbejdet sker i tæt samarbejde med:
• Tilgængelighedsrådgiveren i Klima, Kultur og Sundhed.
• Aalborg Kommunes Handicapråd.
• Kommunens forvaltninger.
Udvalget bistår desuden ved projekter, der modtager støtte fra Aalborg Kommunes Tilgængelighedspulje.
Møder
Udvalget afholder 6-8 møder årligt.
Klima, Kultur og Sundhed udarbejder dagsordner og referater.
Sammensætning
Udvalget består af seks medlemmer:
Fire repræsentanter fra Aalborg Kommune:
- Tilgængelighedsrådgiveren fra Klima, Kultur og Sundhed (formand).
- To repræsentanter fra Teknik og Miljø (Landskab- Mobilitet og Klimaplanlægning, Cirkulær Udvikling).
- En repræsentant fra Økonomi og Erhverv (Afdelingen for Beredskab, Bolig og Analyse).
To repræsentanter for Aalborg Kommunes Handicapråd/Danske Handicaporganisationer (DH) og deres suppleanter.