Budget i Aalborg Kommune
Her på siden kan du få indblik i Aalborg Kommunes budget. Du kan læse, hvordan budgettet bliver til og se informationer om det nuværende budget.
Få overblik over budgetprocessen
Tryk på et punkt for at se detaljer.
- 1.
Opstart
Budgetprocessen starter med at byrådet vedtager tidsplan og procedure for den kommende proces frem mod budgettets vedtagelse.
- 2.
Borgermøde
Vi holder borgermøde i starten af budgetprocessen, hvor borgerne har mulighed for at komme med deres syn på, hvad de synes, der skal prioriteres i budgettet, og hvordan det skal sammensættes.
I 2026 blev borgermødet afholdt 3. juni.
- 3.
Budgetseminar
Byrådet samles over to dage. Her præsenteres de for en opdateret status for hvordan økonomien forventes at se ud det næste år og de budgetforslag, som udvalgene har udarbejdet. Tilsammen vil det udgøre det samlede budgetforslag, som bruges til 1. behandling. Der er ikke offentlig adgang til budgetseminaret.
- 4.
Budgetforslag
Frem mod sommerferien udarbejder de politiske udvalg budgetforslag ud fra de rammer, som Økonomiudvalget har sat.
Det forventes at blive offentliggjort 3. september 2026.
- 5.
Første behandling
Byrådet har første behandling af et samlet budgetforslag. Det foregår i byrådssalen på et åbent byrådsmøde.
Første behandling af budgettet afholdes 16. september 2026.
- 6.
Forligsforhandlinger
Byrådets partier mødes efterfølgende til forligsforhandlinger. Her forhandler partierne om, hvordan det endelig budget skal se ud. Der er ikke offentlig adgang til forligsforhandlingerne.
Forligsforhandlingerne er den 22. september 2026.
- 7.
Anden behandling
Byrådet har 2. behandling af budgetforslaget. Det foregår i byrådssalen på et åbent byrådsmøde.
Her bliver budgettet endeligt vedtaget. Herefter er der ikke mulighed for flere indsigelser eller ændringer.
Anden behandling af budgettet er 7. oktober 2026.
- 8.
Vedtagelse
Budgettet er vedtaget og gælder for det kommende år. Budgetforligspartierne kommer desuden med foreløbige bud på prioriteringer for økonomien for de 3 efterfølgende år.
Udvalgenes budgetforslag er klar
Budgetforslaget for 2027-2030 er klar i Aalborg Kommune, og nu kan byrådets politiske drøftelser gå i gang i forhold til, hvordan pengene skal prioriteres for de kommende år.
Alle de politiske udvalg har frem mod sommerferien haft til opgave at lave et budgetforslag på deres område, der sikrer et budget i balance. Byrådet har sat som ramme for arbejdet, at udgiftspres på eksisterende områder eller behov for nye initiativer, som udgangspunkt finansieres inden for den nuværende økonomiske ramme. Det er dermed udvalgenes forslag, som udgør det samlede budgetforslag.
Næste skridt er førstebehandlingen af Budget 2027-2030, som foregår den 16. september i byrådssalen, Medborgerhuset, fra klokken 13-18.
Den videre budgetproces
Budgetforligsforhandlingerne foregår den 22. september. Her forhandler partierne om, hvordan det endelige budget skal se ud. Forligsforhandlingerne foregår bag lukkede døre
Byrådet vedtager Budget 2027-2030 endeligt den 7. oktober, når der er byrådsmøde i byrådssalen, Medborgerhuset, fra klokken 13-18.