start på hovedindhold

Undgå afskedigelser ved ordrenedgang

Ordrenedgang behøver ikke at føre til afskedigelser. Der er flere ordninger og muligheder, som kan hjælpe din virksomhed med at fastholde medarbejdere og kompetencer i perioder med lavere aktivitet, herunder arbejdsfordeling.

Hvad er arbejdsfordeling?

Arbejdsfordeling giver mulighed for midlertidigt at reducere medarbejdernes arbejdstid i stedet for at gennemføre afskedigelser. Ordningen kan anvendes for hele virksomheden, enkelte afdelinger, bestemte produktionsenheder afhængigt af behovet.

For din virksomhed kan arbejdsfordeling være en fordel, fordi den gør det muligt at fastholde erfarne medarbejdere og værdifulde kompetencer i perioder med lavere aktivitet. Samtidig undgår din virksomhed de omkostninger og den tid, der kan være forbundet med senere rekruttering og oplæring af nye medarbejdere, når efterspørgslen stiger igen. 

Det er muligt, at arbejdstiden kan nedsættes for enten:

  • Hele virksomheden (CVR-niveau)
  • Enkelte produktionsenheder (samme CVR-nummer, forskellige P-numre)
  • Enkelte afdelinger (mindre gruppe, samme P-nummer)


Der er fire måder at søge arbejdsfordeling på:

  • Hele dage fri og mindst 2 dage per uge (det vil sige, at medarbejderen kan nøjes med at arbejde 1 dag om ugen)
  • 1 uges fuldtidsarbejde / 1 uges ledighed
  • 2 ugers fuldtidsarbejde / 1 uges ledighed
  • 2 ugers fuldtidsarbejde / 2 ugers ledighed


Der gælder den samme nedsættelse af arbejdstid for alle medarbejdere, som er en del af arbejdsfordelingen. Du kan ændre fordelingen, når en cyklus er færdig.

Læs mere om arbejdsfordeling på Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings hjemmeside.

Der er hjælp at hente hos Jobcenter Aalborg

Hvis arbejdsfordeling kan være en relevant løsning for din virksomhed, hjælper Jobcenter Aalborg dig gerne med rådgivning om regler, muligheder og den konkrete proces. 

Arbejdsfordelingen kan igangsættes samme dag, som du kontakter jobcenteret, og vi kan hjælpe dig med at afklare, hvordan ordningen kan anvendes i netop din situation.

Jobcenteret kan godkende arbejdsfordeling i op til 13 uger. Ønsker du en længere periode, så skal godkendelsen ske gennem Det Regionale Beskæftigelsesråd Nordjylland (RBR).

Læs mere om Det Regionale Beskæftigelsesråd Nordjylland på Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings hjemmeside.

Du er også altid velkommen til at kontakte os for at høre mere om arbejdsfordeling.

Hvis du vil vide mere