
Hammer Bakker naturgenopretningsprojekt
Lige nu gennemgår Hammer Bakker en omfattende naturgenopretning. Projektet vil skabe 1.000 hektar natur, som skal forbedre levesteder for sjældne dyr og planter og samtidig skabe storslåede naturoplevelser for besøgende.
Et storslået naturområde
Hammer Bakker er på i alt cirka 2.000 hektar, og ligger cirka 10 kilometer nordøst for Aalborg og Nørresundby. Bakkerne kan ses langvejs fra som en ø i det flade limfjordslandskab. Selve området er kuperet med mange højdedrag, bakker og stejle skrænter. I Hammer Bakker findes en række forskellige naturbilleder fra krat over åbne heder og overdrev til højstammede bøgeskove. De tidligere nåletræsplantager er fældet for at give plads til den oprindelige natur i området.
Hammer Bakker er levested for en række sjældne arter. Det gælder blandt andet sommerfugle som brun pletvinge, forskellige arter af perlemorsommerfugl, violetrandet ildfugl og engblåfugl.
Naturgenopretning
Det er målet at udvikle 1.000 hektar natur i særklasse. Projektarealerne er fra starten 715 hektar og det er planen er opkøbe yderligere arealer i området, når muligheden opstår.
Projektet skal skabe et mere værdifuldt og artsrigt naturområde i Hammer Bakker. Der skal genskabes et mere frit, dynamisk, selvforvaltende og åbent landskab med plads til naturens egne processer og forbedring af de eksisterende naturværdier. Det vil blandt andet danne nye og mere velegnede levesteder for de sjældne arter. Samtidig er målet at udvikle et område med stor rekreativ og formidlingsmæssig værdi.
Naturgenopretningen består af en fase på op til 10 år, hvor der skabes rum for de naturlige processer. Her efter får naturen lov til at udvikle sig mere frit.
Naturgenopretningen sker i hovedtræk ved:
- afvikling af nåletræsplantage
- udlæg af urørt skov
- etablering af tidligere tiders lysåbne arealer med hede og overdrev
Store græssende dyr er en vigtig og naturlig del af økosystemet. Derfor er der udsat naturheste og kreaturer, som vil bidrage til naturplejen. Der er indhegnet større arealer, så dyrene kan gå frit i området hele året uden tilskudsfodring. Græsningen vil suppleres af fritlevende bestande af hjortevildt.
Naturoplevelser
Det nye naturområde i Hammer Bakker vil kunne give besøgende enestående og storslåede naturoplevelser på naturens præmisser. Landskabet i bakkerne forventes at blive mere synligt og udsynet til omgivelserne forbedres. Med projektet skal området gøres mere tilgængeligt og der arbejdes med muligheder for et udvidet friluftsliv og en bedre formidling.





