
Din side som barn og ung - hvis du har brug for hjælp
Er du under 18 år? Er du ked af det, angst eller utryg? Har du det svært i familien? Uanset hvad der gør, at du har det dårligt, er vi her for dig. Vi lytter - helt anonymt - så du behøver ikke engang sige dit navn.
Vi er klar til at hjælpe dig
Tryk på et punkt for at se detaljer.
Du kan trygt ringe til os
Når du ringer til os, vælger du selv, om du vil fortælle, hvem du er. Og bare rolig. Vi taler med mange børn og unge hver eneste dag. Så du behøver ikke være bange for at ringe - vi er her for at hjælpe dig!
Hvad kan vi finde på at spørge dig om?
Vi taler om alt det, der fylder for dig og trykker. Hvis du ikke selv lige ved, hvordan du skal komme i gang, eller hvor du skal begynde, hjælper vi dig. Det kan være nogle af de her ting, vi vil spørge dig til:
- Hvordan har du det?
- Er der sket noget for nyligt eller for lang tid siden, du synes er svært?
- Har du fortalt om det til venner eller til andre voksne?
Hvordan hjælper vi dig?
Når vi taler sammen, finder vi ud af hvad der er bedst for dig. Vi tager et skridt af gangen - og altid i dit tempo. Måske er det rart for dig, bare at tale med en anden voksen, end dem der allerede kender dig. Det kan også være, du har brug for mere hjælp. Det finder vi ud af sammen og laver en plan for, hvad der så skal ske. Du er ikke alene, og vi er her for at støtte dig hele vejen!