Vejene i vintervejr
Aalborg Kommune har ansvaret for snerydning og glatførebekæmpelse på offentlige veje, cykelstier, fortove, pladser og parkeringspladser. Læs om vores serviceniveauer og se hvilke pligter du har som grundejer.
Hvem har ansvaret?
Tryk på et punkt for at se detaljer.
Kommunen
Aalborg Kommune står for snerydning og glatførebekæmpelse på offentlige veje, cykelstier, fortove, pladser og parkeringspladser. Vi salter og snerydder også ved skoler, ældrecentre, børnehaver og idrætsanlæg.
Aalborg Kommune har vinterberedskab i perioden fra uge 42 (medio oktober) til uge 15 (medio april) det efterfølgende år.
Trods glatførevarsling og døgnovervågning vil der nogle gange forekomme glat føre også på de mest trafikerede veje. Vejret kan pludselig udvikle sig anderledes end forudset, eller vejrforhold gør det umuligt at forhindre en glatføresituation i en periode.
Grundejer
Som grundejer har du pligt til at holde dit fortov og din indkørsel fri for is og sne. Postbuddet, skraldemanden og dine gæster skal kunne komme sikkert til og fra din bolig. Renovationsvæsenet i Aalborg lader dit affald stå, hvis ikke skraldemanden kan komme sikkert hen til ejendommen.
Fortov, sti og indkørsel skal sneryddes i færdselskrævende omfang snarest muligt efter snefald og grundejer har forpligtelse til at træffe foranstaltninger mod glat føre snarest muligt efter førets indtræden.
På landet og i nogle villakvarterer ejer grundejerne selv vejene. Kommunen rydder ikke de private fællesveje og private veje. Her har ejeren eller grundejerforeningen pligt til at salte og rydde veje og stier hen til offentlig vej.
Du kan læse mere om dine pligter som grundejer i vores regulativ for vintervedligeholdelse og renholdelse af veje, stier og pladser. Se under "Det med småt".
Privat fællesvej
Som grundejer ved en privat fællesvej skal du rydde sne og glatførebekæmpe både fortov, sti og kørebane. Ligger din grund ud til en privat fællesvej, skal du sørge for, at kørebanen er ryddet ud til midten af vejen.
Vinter, sne og glatte veje
Fra uge 42 til uge 15 følger Aalborg Kommune vejrsituationen døgnet rundt. Hvis der varsles frost, salter vi på de mest trafikerede veje og cykelstier, inden temperaturen når under frysepunktet. Det er mest effektivt og kræver mindst salt.
Serviceniveau
Saltning og snerydning på offentlige veje, stier og pladser i kommunen er inddelt og prioriteret i 4 serviceklasser. Serviceklasse 1 har højeste prioritet, mens serviceklasse 4 har laveste prioritet.
Du kan se hvilke veje, der har hvilke serviceklasser i kortet nedenunder. Under kortet kan du læse mere om de forskellige serviceklasser. På kortet fremgår desuden vintervedligehold af blandt andet stier, cykelstier, parkeringspladser, midtbykonceptet, grundejerforpligtigelser samt aftaler med nabokommuner.
Signaturforklaring til kortet
- Serviceklasse 1 er rød
- Serviceklasse 2 er blå
- Serviceklasse 3 er mørk grøn
- Serviceklasse 4 er lys grøn
Trafikken lige nu
Du kan se et live kort over trafikken på Vejdirektoratets trafikinfo