
Lunge, Kræft, Hjerte og Diabetes Type 2
Aalborg Sundhedscenter tilbyder kursusforløb til dig, der har en lunge- eller hjertekarsygdom, type 2-diabetes eller kræft. Kurserne hjælper dig med at få fokus på en god balance i din hverdag med afsæt i dit liv og dine behov.
Kom i gang med et forløb
Tryk på et punkt for at se detaljer.
- 1.
Afklarende samtale
Vi starter altid med en uforpligtende afklarende samtale.
Du får et brev i e-Boks med en tid for samtalen. I brevet er der link til et spørgeskema, som handler om din sygdom og dit hverdagsliv. Spørgeskemaet besvarer du inden samtalen, hvor vi taler ud fra svarene og sammen lægger en plan for omfanget af dit forløb.
Samtalen foregår som en telefonsamtale, og hvis du foretrækker det, er du velkommen på Aalborg Sundhedscenter i stedet. Du må meget gerne inddrage dine pårørende i samtalen.
- 2.
Indhold i et forløb
Efter den afklarende samtale, sammensættes forløbet med indhold, der giver dig redskaber til at leve dit liv med kronisk sygdom.
Forløbet kan bestå af:
- Gruppebaseret kursusforløb med træning, oplæg, dialog og mulighed for erfaringsudveksling.
- Individuelt digitalt forløb via app med vejledning fra en af Aalborg Sundhedscenters medarbejdere (fysioterapeut, ergoterapeut, sygeplejerske, diætist).
- Individuelle samtaler om emner, der er vigtige for dig.
Uanset hvilket forløb du får, er indholdet det samme:
- Forståelse af din sygdom - herunder fysiske og følelsesmæssige reaktioner.
- Ernæring.
- Aktivitet.
- Fællesskaber.
- Vaneændringer.
- 3.
Tid og sted
Tid og sted vil afhænge af, om du skal have individuelle samtaler, et digitalt forløb eller et holdforløb.
- Et gruppebaseret kursusforløb varer 8 uger med 2 mødegang per uge. Forløbet foregår enten på Aalborg Sundhedscenter i Nordkraft eller lokalt et sted i kommunen (forløb i et lokalområde kaldes Mobil Rehabilitering). Til den afklarende samtale, finder vi ud af, hvor du skal deltage.
- Et digitalt forløb kan du følge hjemme hos dig selv, og du bestemmer selv tidsforbruget. Et digitalt forløb vil typisk vare 1-2 måneder. Vi tilbyder opfølgende samtaler som støtte til det digitale forløb.
- De individuelle samtaler varer op til 45 minutter og foregår oftest via telefonen, men kan også finde sted på Aalborg Sundhedscenter.
- 4.
Sådan kommer du i gang
For at komme i gang kan du blive henvist af din praktiserende læge eller den sygehusafdeling, du er tilknyttet. Du kan deltage, uanset om du har fået konstateret sygdommen for kort tid siden, eller om du har levet med sygdommen i længere tid.
Hvis du har en kræftsygdom eller senfølger efter kræftsygdom, kan du selv henvende dig.
Du er altid velkommen til at ringe til Aalborg Sundhedscenter, hvis du har brug for mere viden.






