
Oplevelser og erfaringer fra Kulturvitaminer
Læs om andre brugeres erfaringer og oplevelser med Kulturvitaminer
Louise har lært at være i nuet
Louise har gået på Kulturvitaminer. Efter en lang periode med sygdom, indlæggelser og utryghed, var Louise rask nok til langsomt at vende tilbage til arbejdsmarkedet - vejen gik blandt andet via tilbuddet Kulturvitaminer hos Center for Mentalt Sundhed.
På Kulturvitaminer kommer deltagerne rundt på forskellige kulturinstitutioner, også "bag kulisserne".
Når Louise fortæller, er det tydeligt, at mødet med kulturen har haft en enorm positiv virkning.
Det skaber nye baner i hjernen - du tænker på nye måder, du oplever noget. Kulturelle input gør, at du har det godt. Jeg mærkede, at mit humør steg efter første besøg, og jeg begyndte at læse og tage gamle hobbyer op.
På Kulturvitaminer kan mennesker, der lider af stress, angst, depression eller ensomhed få en pause fra deres sygdom igennem kulturoplevelser.
Yvonne Sørensen - Ylle - er tilknyttet som koordinator. Hendes største opgave er at skabe tryghed blandt kursisterne, som kan føle det angstprovokerende at skulle møde op. Mange har levet isoleret og stået udenfor fællesskaber længe, og det kan være svært pludselig at skulle møde nye mennesker.
Ud over at være en slags guide rundt på kulturinstitutionerne, så er min vigtigste opgave at skabe en tryg ramme og signalere, at der er plads til alle. Jeg har blandt andet kontakt til alle på holdet, inden vi mødes første gang, det er med til at gøre dem trygge i, at de mindst kender éen.
For Louise har oplevelser med kunst og kultur lært hende at hvile i nuet og ikke hele tiden stræbe imod et mål.
Du lever mere i nuet i stedet for at frygte fremtiden eller tænke for meget på fortiden - og det er det, kultur kan. Kulturen suger os ind i øjeblikket, og du tænker ikke fremad eller tilbage, men dvæler ved det der er, og de følelser kulturen vækker i dig. Det kan være glæde og sorg, men det at få vækket sine følelser igennem kultur er ufarligt - det er bare sund motion for sjælen.
Igennem Kulturvitaminer overvandt Andreas sin angst
Andreas måtte afbryde sit studie på grund af angst. Han har været hårdt ramt af Agorafobi – det vil sige angsten for at komme ud. I 2022 fik Andreas et voldsomt tilbagefald, der betød, at han ikke kunne forlade sin lejlighed, og måtte få andre til at handle ind for sig.
I dag er Andreas et helt andet sted, og vejen ud af lejligheden og angsten gik blandt andet via Kulturvitaminer.
Mine tanker gik hele tiden på, hvad der ville ske, hvis jeg var ude - åh nej nu bliver jeg svimmel, nu får jeg kvalme - man mærker alt muligt. Men det helt afgørende er, at man kommer ud, og gør noget, så opmærksomheden er fanget. På Kulturvitaminer er jeg blevet konfronteret med svære ting, som har prikket til min angst og følelser, jeg stadig synes er svære – men det er jo præcis det kunsten kan – vække forskellige følelser i os.
Koordinator på Kulturvitaminer Ylle fortæller, at det ikke er unormalt, at folk på kulturvitaminholdene bliver følelsesmæssigt berørte. og nogle gange har brug for at trække sig et øjeblik. Hvis folk kan gøre noget, som hjælper dem til bedre at være i aktiviteten for eksempel at strikke, tegne eller nulre med en ting, så opfordres de til at gøre det. På holdet ved deltagerne godt, at der er andre, som har det på præcis samme måde.
Deltagerne rammes, imens de er et trygt sted – sammen med andre, der genkender reaktionerne - og på den måde kan man kan øve sig i at være i de svære følelser – som en slags mental motion.
Angsten er en del af Andreas, men igennem Kulturvitaminer har han lært at håndtere sine angstanfald, så de ikke får ham til at isolere sig igen. Hvor han tidligere valgte at blive hjemme, hvis han mærkede uroen i kroppen, ved han, at han igennem sang og klaverspil kan tage toppen af angsten.
Find din ting, gi det to minutter - og se, hvad der sker. Kunsten kræver ikke noget af dig, du skal ikke præstere noget som helst, du kan bare komme, som du er.