Kirkegårde og gravstedstyper i Aalborg
På de kommunale kirkegårde kan du vælge mellem forskellige gravstedstyper. Du kan også tilkøbe renhold og vedligeholdelse af et gravsted.
Kommunale kirkegårde
I Aalborg findes der 3 kommunale kirkegårde:
- Almen Kirkegård
- Søndre Kirkegård
- Østre Kirkegård
Almen Kirkegård er kendetegnet som en bykirkegård, Søndre Kirkegård er kendetegnet som en skovkirkegård og Østre Kirkegård er kendetegnet som en havekirkegård med staudekvarterer for urnegravsteder.
På de kommunale kirkegårde kan du vælge forskellige gravstedstyper. Du kan også tilkøbe hjælp til anlæggelse, renhold og vedligeholdelse, eller du kan stå for det selv.
Hvis du vil vide mere
- Almen Kirkegård, Hasserisgade 9, 9000 Aalborg
- Søndre Kirkegård, Blomstermarken 62, 9000 Aalborg
- Østre Kirkegård, Filstedvej 76, 9000 Aalborg
På de 3 kommunale kirkegårde i Aalborg kan du erhverve følgende typer af gravsteder:
- Traditionelt kistegravsted
- Kistegravsted i græs
- Kistegravsted i græs med plantemuligheder
- Traditionelt urnegravsted
- Urnegravsted i græs
- Urnegravsted i græs med plantemuligheder
- Urnegravsted i stauder
- Anonymt urnegravsted i stauder
- Anonym fællesplæne
- Urnemur
- Muslimsk gravsted
Du skal være opmærksom på, at det ikke er alle gravstedstyper, der findes på alle 3 kirkegårde.
Efter en begravelse i et traditionelt gravsted, sætter kirkegårdens personale gravstedet midlertidigt i stand med muldjord, så gravstedet er klar til at blive anlagt.
Herefter kan du vælge:
- At lade kirkegårdens personale udføre tilplantningen. Bemærk at dette er en del af erhvervelsesprisen for et traditionelt urnegravsted.
- Selv at tilplante gravstedet. Kontakt først gartnerkontoret for en eventuel opmåling af gravstedet.
På Almen Kirkegård står du som gravstedsindehaver for plantning og vedligeholdelse af hække. På Søndre Kirkegård og Østre Kirkegård sørger kirkegårdens personale for plantning og vedligeholdelse af baghæk, mens for- og sidehække plantes og vedligeholdes af dig som gravstedsindehaver. Du skal dog være opmærksom på eventuelle særlige bestemmelser for det enkelte gravsted.
Hvis du selv planter hækken, skal gartnerkontoret kontaktes for opmåling, inden der plantes. For- og sidehække skal som udgangspunkt være af samme art som baghækken. Ønsker du en anden hæktype, skal der indhentes særlig tilladelse hos Kirkegårdskontoret. Du har mulighed for at købe ydelsen hos gartnerkontoret.
Hvis kirkegårdens personale på noget tidspunkt skal overtage gravstedet til ren- eller vedligeholdelse, må der ikke være pålagt perlegrus eller skærver, som er større end 9 mm. Fiberdug, plastik og lignende må ikke være lagt ud på gravstedet.
Renholdelse af gravsted
Renholdelse af gravstedet kan tilkøbes til traditionelle kistegravsteder, men er en del af prisen for traditionelle urnegravsteder. Renholdelsen omfatter:
- Fjernelse af ukrudt cirka hver 4. uge fra april til og med oktober
- Fjernelse af visne blomster én gang om ugen
- Hækklipning én gang om året
- Aftagning af gran/julepynt
Renholdelse betales forud for ét år ad gangen.
Vedligeholdelse af gravsted
Vedligeholdelse af gravstedet kan tilkøbes til traditionelle kiste- og urnegravsteder.
Vedligeholdelse af gravstedet omfatter ud over renholdelse også:
- Udskiftning af planter, som er for store eller er gået ud
- Beskæring af planter
- Supplering med perlegrus eller skærver
- Rensning af gravminde efter behov
- Opretning af gravstedet og gravminde
Betaling for vedligeholdelse af gravstedet sker som et engangsbeløb for den periode gravstedet er erhvervet.
Årstidens blomster
Årstidens blomster kan tilkøbes til traditionelle kistegravsteder, kistegravsteder i græs med plantemuligheder, traditionelle urnegravsteder, urnegravsteder i græs med plantemuligheder samt til urnemuren. Forud for plantningen skal der være etableret en plantekumme. Du skal være opmærksom på eventuelle særlige bestemmelser for det enkelte gravsted.
Forårsblomster (stedmoder/hornvioler) plantes i begyndelsen af april.
Sommerblomster plantes i begyndelsen af juni.
Efterårsknoplyng plantes i september.
Du kan se udvalget af blomster ved at kontakte gartnerkontoret.
Årstidens blomster betales forud for ét år ad gangen, men kan eventuelt også indgå i en flerårig aftale. Der kan tilkøbes vanding til årstidens blomster.
Granpyntning
Granpyntning kan tilkøbes alle traditionelle kiste- og urnegravsteder. Gravstedet pyntes med gran inden jul, og aftages efter 15. marts året efter.
Granpyntning betales årligt, men kan eventuelt indgå i en flerårig aftale.
Dekorationer
Dekorationer med mere kan tilkøbes alle gravstedstyper med undtagelse af urnegravsteder i stauder og de anonyme fællesplæner.
Dekorationer med mere betales årligt, men kan eventuelt indgå i en flerårig aftale.
Blomstervaser
Du kan købe blomstervaser til nedgravning gennem gartnerkontoret, som sørger for nedgravningen.
Plantekumme til urnemuren
Du kan købe plantekummer i kobber til urnemuren gennem gartnerkontoret.
Det med småt
Et gravsteds fredningstid er den periode, det tager for en kiste eller urne at forgå i jorden. Først herefter kan du vælge at sløjfe gravstedet.
Fredningstiden for urner er 10 år.
Fredningstiden for kister er 20 år.
Fredningstiden for barnekister er 10 år (kisten må maksimalt være 120 cm lang).
Efter fredningstidens udløb kan retten til gravstedet forlænges.
Hvis du ønsker at benytte et gravsted, du allerede har erhvervet, til en ny urnenedsættelse eller begravelse, skal du være opmærksom på følgende:
- Retten til gravstedet skal forlænges med det antal år, som er nødvendigt for at overholde fredningstiden.
- Der skal indhentes en tilladelse til nedsættelsen/begravelsen fra alle brugsberettigede til gravstedet. Særlig erklæring hertil kan rekvireres hos Kirkegårdskontoret.
- Efter nedsættelsen modtager du et nyt gravstedsbrev, som erstatter alle tidligere gravstedsbreve.
Ved en kistebegravelse er det ofte nødvendigt af fjerne gravminder, beplantning samt dele af hækken. De planter, der vil kunne plantes igen, sættes til side. Kan planterne ikke genanvendes, vil de blive fjernet og bliver ikke erstattet.
Reetablering af gravstedet, herunder plantning af hæk, foretages eller betales af gravstedsindehaver. Du har mulighed for at købe ydelsen hos gartnerkontoret. Inden reetablering kan udføres, skal gravminder være genanbragt på gravstedet, eventuelt af en stenhugger bestilt af gravstedsindehaver.
Hvis du selv planter hækken, skal du kontakte gartnerkontoret for opmåling, inden plantningen foretages.
Vedtægten for Aalborgs kommunale kirkegårde trådte i kraft 1. juli 2020 og er godkendt af Kirkeministeriet og Aalborg Kommune.
Kontakt Kirkegårdskontoret hvis du ønsker at få vedtægten tilsendt.
Der er udarbejdet:
- Takster for begravelser
- Takster for renholdelse
- Takster for gravpyntning
- Takster for årstidens blomster
- Takster for fornyelse af gravplads
- Klausuler
Kontakt Kirkegårdskontoret hvis du ønsker at få materialet tilsendt. Hvis du sender en mail, skal du skrive titlen på det ønskede takstblad i emnefeltet.
| Mandag | 10:00 - 14:00 |
|---|---|
| Tirsdag | 10:00 - 12:00 |
| Onsdag | 10:00 - 12:00 |
| Torsdag | 10:00 - 12:00 |
| Fredag | 10:00 - 12:00 |
| Lørdag | Lukket |
| Søndag | Lukket |
Fremmøde efter aftale.
Ring til Kirkegårdskontoret
| Mandag | 10:00 - 14:00 |
|---|---|
| Tirsdag | 10:00 - 12:00 |
| Onsdag | 10:00 - 12:00 |
| Torsdag | 10:00 - 12:00 |
| Fredag | 10:00 - 12:00 |
| Lørdag | Lukket |
| Søndag | Lukket |
Mød os
Fremmøde efter aftale.