Hjælpemidler, forbrugsgoder og boligindretning, hvis du har et barn med handicap
Har dit barn et handicap eller en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, kan du søge om hjælp til hjælpemidler, forbrugsgoder eller boligindretning.
Sådan fungerer det
Tryk på et punkt for at se detaljer.
Hvem kan kontakte os?
Du kan søge om hjælpemidler, forbrugsgoder eller boligindretning, hvis dit barn;
- er 0 til 18 år
- har et handicap eller en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
Hvad kan du få hjælp til?
Du kan få hjælp til:
- Hjælpemidler
- Forbrugsgoder
- Boligindretning
Hvis dit barn på grund af funktionsnedsættelsen har vanskeligt ved at udføre eller deltage i nogle af hverdagens aktiviteter, kan det være relevant med et hjælpemiddel.
Du behøver ikke vide på forhånd, hvilket hjælpemiddel dit barn kan have behov for. Du kan beskrive en problematik i bestemte aktiviteter eller de udfordringer dit barn møder i hverdagen, som er grunden til, at du søger om et hjælpemiddel eller et forbrugsgode.
Hvad skal du gøre?
Brug selvbetjeningen for at søge om hjælpemidler, forbrugsgoder eller boligindretning. Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte Specialgruppen.
I ansøgningsskemaet har du mulighed for at bekrive, hvordan et hjælpemiddel, forbrugsgode eller boligindretning kan hjælpe dit barn i hverdagen.
Hvis der er relevante fagpersoner, som kender dit barn, må du gerne notere deres navne og eventuelle telefonnumre, hvis du giver samtykke til, at de må kontaktes i forbindelse med behandling af ansøgningen. Relevante fagpersoner kan for eksempel være ergoterapeut, fysioterapeut, hjemmetræningsvejleder eller specialpædagogisk konsulent. Det kan også være en læge eller afdeling på sygehuset, som følger dit barn.
Hvis hjælpemidlet skal bruges i forbindelse med undervisning i skolen eller i hjemmet, skal du kontakte skolen, som kan inddrage PPR.
Hvad sker der?
Når vi modtager din ansøgning, vil du blive kontaktet af den ergoterapeut eller fysioterapeut, der behandler din henvendelse. Oftest vil vi ringe dig op eller sende et brev via e-boks.
Hvem er vi i Specialgruppen for børn og unge
I Specialgruppen for børn og unge arbejder vi for at sikre den rette støtte til børn og unge med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser. Vi har fokus på at sikre en helhedsorienteret og individuel tilgang, hvor barnets og familiens behov er i centrum. I Specialgruppen har vi et team af ergoterapeuter og fysioterapeuter, som behandler ansøgninger om hjælpemidler, boligindretning, handicapbiler, og et team af børne- og ungerådgivere, der behandler sager indenfor både kompenserende støtte samt indsatser til familier.