Overfladevand på din grund
Se, hvad du selv kan gøre, hvis du har problemer med overfladevand og/eller højtstående grundvand på din ejendom. Læs, hvad kommunen kan og ikke kan gøre.
Tryk på et punkt for at se detaljer.
De typiske årsager
Der kan være forskellige årsager til, at du oplever problemer med overfladevand eller højtstående grundvand på din grund. Der kan også være flere årsager samtidig på din grund, hvilket kan forstærke problemer med overfladevand yderligere. Nogle af de typiske årsager kan for eksempel være:
Jordforhold
Hvis undergrunden består af for eksempel silt eller ler, kan jordens nedsivningsevne være markant nedsat.
Beliggenhed
Hvis din grund ligger i bunden af en bakke, kan grundvandstryk fra bakken være medvirkende til højtstående grundvand. Det kan betyde, at regnvand og overfladevand har svært ved at nedsive.
Terrænets hældning
Vand vil altid søge mod det laveste punkt, og hvis din grund ligger lavere end omgivelserne, vil overfladevand naturligt søge mod dette punkt.
Højtstående grundvandsspejl
Når grundvandsspejlet er tæt på terræn, har regnvand svært ved at sive ned. Når kapaciteten i jorden er opbrugt, vil vandet danne søer på terræn, og mange steder har vandet ingen steder at blive ledt hen.
Dit ansvar som grundejer
Stammer problemerne med overfladevand på din grund fra naturlige forhold (for eksempel høj grundvandsstand, overfladestrømninger eller jordforhold), så er det dit ansvar som grundejer at håndtere det regnvand, der ikke kan eller må afledes via kloaksystemet. Det gælder også, hvis det er overfladevand fra egne befæstelser såsom indkørsel og terrasse.
Husk at:
- bortlede regnvand fra dit tag, din indkørsel, dine terrasser, fliser eller lignende, uden at dette giver gener for dine naboer
- vedligeholde private vandløb, grøfter, dræn og brønde, som er på din grund
- du ikke må ændre vandets naturlige afløb til anden ejendom eller hindre vandets naturlige afløb fra højere liggende ejendomme
- indhente de nødvendige tilladelser hos Aalborg Kommune.
Mulige løsninger
Der kan være mange mulige løsninger til at afhjælpe problemer med overfladevand på din grund. Vi anbefaler, at du kontakter for eksempel en kloakmester eller et rådgivende ingeniørfirma, der kan hjælpe med en løsning. Det er vigtigt, når du vælger en løsning, at den ikke giver gener for andre grunde omkring.
Omfangsdræn
Ved problemer med overfladevand på din ejendom, som ikke kan nedsive, kan du undersøge mulighed for etablering af for eksempel omfangsdræn ved hus eller linjedræn på terrassen. Omfangsdræn kan hjælpe med at lede vand væk tæt på bygninger, men fjerner ikke problemer med vand på resten af grunden. Etablering af omfangsdræn skal du som grundejer selv betale, og en autoriseret kloakmester skal udføre arbejdet.
Kommunens ansvar
Kommunen er forpligtet til at modtage overfladevand fra for eksempel tagflader og indkørsler, hvis grunden ligger i kloakopland og er fælles- eller separatkloakeret.
Du kan kontakte kommunen, hvis du har problemer med overfladevand på din grund, som stammer fra naboens befæstede arealer såsom overfladevand fra terrasser, tagvand fra skure/huse, nedsivningsanlæg eller regnvandssikring. Så kan du få afklaret, om kommunen har mulighed for at afhjælpe problematikken ud fra en individuel vurdering af sagen.
Kommunen er ikke forpligtet til at hjælpe med problemer med overfladevand på din grund, når grunden ligger:
- uden for kloakopland eller i spildevandskloakeret område, og overfladevandet stammer fra egne befæstelser eller naturlige forhold (ubefæstede arealer)
- i fælles- eller separatkloakeret område, og overfladevandet stammer fra naturlige forhold (ubefæstede arealer).
Som kommune må vi heller ikke hjælpe med at udarbejde konkrete projekter. En kommune må alene forholde sig til en ansøgning med et konkret projektforslag. Kommunerne har derved ikke mulighed for at anvise eller medvirke til en løsning for dig som grundejer.
Hvis du vil vide mere
Det med småt
Grundvandsspejlet er generelt steget i Danmark de sidste 5-10 år som følge af klimaændringerne. Der falder mere nedbør, og regnhændelserne bliver mere ekstreme. Stigende grundvandsstand og øgede, hyppigere nedbørsmængder resulterer flere steder i vand på terræn på grund af vandmættet jord. Problemet ses særligt i vinterhalvåret og i de områder, hvor der tidligere var enge, vådområder og vandløb.