Nedsivning af regnvand
Se fordele ved nedsivning af regnvand i faskiner eller regnvandsbede. Læs krav til anlæg og ansøgning. Undersøg jordbundsforhold og dimensioner anlæg. Indsend ansøgning til etablering. Afvent tilladelse. Etabler anlæg. Færdigmeld arbejde.
Søg tilladelse til nedsivning af regnvand inden etablering
Nedsivning af regnvand kan være et alternativ eller supplement til den traditionelle kloak. Eksempler på håndtering af overfladevand er nedsivning i faskiner, grøfter eller regnbede. Uanset hvilken løsning skal du søge om tilladelse til nedsivning, inden anlægget bliver etableret. Diffus nedsivning såsom regnvand fra tage uden tagrender og regnvand, der nedsiver langs mindre grusveje, skal ikke have tilladelse.
Tryk på et punkt for at se detaljer.
Sådan ansøger du
Hvis du ønsker at nedsive regnvand via faskine, regnbed eller grøft, skal du først undersøge, om grunden er egnet til nedsivning. Du kan se en række vigtige krav til blandt andet anlæg og ansøgning, du skal være opmærksom på, inden du ansøger.
For at ansøge om nedsivning af regnvand (LAR) skal du udfylde den digitale formular og medsende relevant dokumentation. Hvis der i forbindelse med sagsbehandlingen er brug for supplerende materiale eller afklaringer, bliver du kontaktet af en sagsbehandler.
Når du har sendt ansøgningen, skal du afvente tilladelse.
Når du har fået tilladelse, kan anlægget blive etableret. Færdigmeld herefter anlægget.
Nedsivning må ikke medføre, at egen grund eller naboers grunde bliver fugtige eller at bortledning, nedsivning eller vandansamling medfører risiko for skader eller andre ulemper.
En tilladelse kan vi til enhver tid tilbagekalde uden erstatning af hensyn til fare for forurening af vandforsyningsanlæg eller hensyn til miljøbeskyttelsen i øvrigt.
Krav til anlæg
Der må kun nedsives uforurenet vand fra tage, terrasser, gårdmiljøer og indkørsler. Vær opmærksom på, at overfladevand fra arealer, hvor der er trafik, herunder veje, parkeringspladser eller indkørsler, ikke må nedsives i faskiner. Den type overfladevand skal renses inden nedsivning. Rensning kan ske via terræn, og ved at lade vandet nedsive igennem mindst 30-50 cm filterjord.
Overfladevand, der er forurenet eller i risiko for forurening, må ikke nedsives. Det gælder for eksempel overfladevand fra:
- forurenende aktiviteter
- arealer, hvor der opbevares kemikalier
- befæstede arealer med risiko for afsmitning fra miljøfarlige stoffer
- arealer, hvor der bruges vejsalt eller holder oliedryppende biler.
Hvis der anvendes materialer ved befæstelser, der kan give afsmitning af miljøfarlige stoffer til overfladevandet, skal du orientere Teknik og Miljø. Vi kan i den forbindelse stille krav om særskilt rensning af vandet. Dette omfatter endnu ikke tagrender af for eksempel zink.
Jorden, hvor der skal nedsives regnvand, må desuden ikke være forurenet, da det kan transporteres med regnvandet og forurene grundvandet.
Se, om der er registreret kendt forurening på din grund på Danmarks Arealinformations hjemmeside
Autorisation
Du må selv udføre arbejdet med nedsivningsanlæg (faskiner og regnbed) med tilhørende ledninger til bortledning af regnvand fra tag og overflader på enfamiliehuse med tilknyttede udhuse, carporte og garager og dertilhørende arealer. Der skal anvendes godkendte kloakrør og brønde.
Øvrigt kloakarbejde, såsom til- og frakobling til det eksisterende kloaksystem, skal en autoriseret kloakmester udføre.
Det er grundejeren, der har det fulde ansvar for, at etableringen af anlægget udføres efter gældende regler. Grundejeren har også ansvaret for vedligeholdelse af anlægget.
Afstand til bygninger med mere
LAR-anlægget skal placeres i en afstand fra bygninger, bygningsdele, skel og veje, så bortledning, nedsivning eller vandansamling ikke medfører risiko for skader eller ulemper herpå.
Vejledende afstande er:
- 2 meter fra bygninger uden beboelse eller kælder
- 5 meter fra bygninger med beboelse eller kælder
- 1 meter fra vejkant
- 8 meter til vandløb
- 25 meter til private vandboringer
- 300 meter til vandværksboringer i indsatsområder
- 20 meter til andre nedsivningsanlæg med overfladevand
- 50 meter til andre nedsivningsanlæg med husspildevand.
Faskiner
Vand, der ledes til en faskine, skal først passere en sandfangsbrønd, hvor sand og blade med mere kan bundfældes.
Regnbede
- Ikke for stejle skråningsanlæg
- Som udgangspunkt skal skråningsanlæggene minimum være 1:3 eller fladere ved en dybde på maksimalt 0,5 meter, anlæg 1:4 eller fladere ved en dybde på 0,5-1 meter og anlæg 1:5 eller fladere ved en dybde over 1 meter.
- Flad og vandret bund
- Bunden i anlægget skal være flad og vandret. Det vil sige, at et eventuelt skrånende terræn skal løses ved terrassering. Det sikrer, at anlægget udnyttes fuldt ud, og at vandet ikke samles i det laveste punkt. Hvis vandet samles, vil det medføre, at det sted i anlægget, hvor der står vand hyppigst, vil klogge til hurtigere. Både på grund af, at vandet ledes til området, og også at partikler ikke fordeles i anlægget.
- Ingen ral
- For at overjordiske LAR-anlæg har den mest effektive rensning, skal der være bevoksning i bunden. Bevoksningen er med til at omsætte forurenede stoffer. For at der kan vokse noget i anlægget, må der ikke udlægges ral, da det vanskeliggør vækst samt gør det sværere at opdage eventuel forurening, som bliver ledt til anlægget.
Fælles anlæg/flere ejere og salg af udlejningsejendomme
Der skal oprettes et regnvandslav og udarbejdes vedtægter for lavet. I vedtægterne skal det entydigt angives, hvem der er partsejere, og hvem der tegner lavet. Vedtægterne skal godkendes af Klima og Miljø Vedtægterne skal tinglyses på matriklerne.
Drifts- og vedligeholdelsesplan samt skybrudsplan
Ved befæstede arealer på 500 m2 og større skal der laves en drifts- og vedligeholdelsesplan samt en skybrudsplan. Planerne skal sendes til Klima og Miljø som en del af ansøgningsmaterialet.
En skybrudsplan er en tegning/situationsplan med tydelig angivelse af, hvordan vandet strømmer på terræn (eller i rør eller lignende) ved kraftige regnhændelser. Det kan for eksempel gøres med angivelse af strømningsretningen med pile. Der skal også indtegnes koter på tegningen.
Anlægsfasen
Du skal redegøre for, hvordan funktionaliteten af LAR-anlægget sikres efter etableringen, hvis der fortsat foregår bygge- og anlægsarbejde i området, herunder i skybrudssituationen.
Dokumentation i ansøgning
Ansøgningen skal minimum indeholde
Beskrivelse af LAR-anlægget
- Hvilken type af LAR-anlæg skal du etablere (for eksempel regnbed eller faskine)?
- Hvordan udformes og fungerer anlægget?
- Hvilken type overfladevand skal anlægget håndtere (for eksempel vejvand, tagvand, vand fra pladser)?
- Hvor stort er arealet/arealerne?
- Hvilke materialer er anvendt på arealerne? For eksempel ved tagvand, hvilken tagtype er anvendt?
- Hvilken anvendelse har en eventuel plads (for eksempel parkering af maskiner)?
Fyldestgørende tegningsmateriale af LAR-anlægget
- Oversigtstegning/situationsplan.
- Detaljerede tegninger af de enkelte LAR-anlæg/LAR-elementer med afstand til bygninger, skel, veje og eventuelle vandløb.
- Tegning af, hvilke arealer der afvander – angiv gerne arealstørrelser, materialer, anvendelse med videre på tegningen.
Hvem skal tilladelsen gives til?
Er det dig, som indsender ansøgningen, der også skal modtage tilladelsen? Er det en anden end grundejer, der skal modtage tilladelsen (for eksempel ved etablering på lejet grund)?
Angiv desuden de forventede fremtidige ejerforhold af anlægget.
Dokumentation til ansøgning
- nedsivningstest
- dimensionering
- grundvandspejling
- befæstelse på 500 m2 og derover
- skybrudsplan
- drifts- og vedligeholdelsesplan
- redegørelse for sikring af LAR-anlægget i forbindelse med bygge- og anlægsarbejde i området.
Der kan være særlige fysiske forhold, der vil kræve yderligere dokumentation, for eksempel jordforurening, natur og beskyttelseslinjer. Der kan også være skærpede krav i anden lovgivning herunder lokalplaner.
Send ansøgning
Udfyld digital formular og søg om tilladelse til nedsivning af regnvand (LAR), så vi kan behandle din ansøgning.
Afvent tilbagemelding og tilladelse, inden du påbegynder etablering.
Færdigmeld
Når du har fået tilladelse til det projekterede anlæg, og anlægget er etableret, skal du færdigmelde udført arbejde til kommunen.
De arbejdsopgaver, som bliver udført af en autoriseret kloakmester, skal den autoriserede kloakmester færdigmelde til Aalborg Kommune.
Det gør du/I digitalt i systemet til færdigmelding.
Hvis du vil vide mere
Det med småt
Det er muligt at håndtere regnvand uden om kloakken. Der findes flere metoder til lokal anvendelse af regnvand, som også bliver kaldt LAR. Det kan være nedsivning i jorden eller afledning til et vandområde, eller det kan være en mindre sø eller en dam.