Sund og sikker bolig
For at bo i en sund og sikker bolig skal du selv gøre en indsats. Ved løbende vedligeholdelse og enkle tiltag kan du sikre, at din bolig forbliver sund. Hvis du har mistanke om skimmelsvamp i dit hjem, kan du her få gode råd, hjælp og vejledning.
Har du ikke MitID, eller har du brug for hjælp til selvbetjening, så kontakt Byggeri.
Fugt og skimmelsvamp
Fugt og skimmelsvamp opstår typisk, når fugtig, varm indendørs luft danner kondens på kolde overflader, hvilket binder snavs og husstøv. Skimmelsvamp kræver 3 ting for at kunne vokse: Ilt, næring (organisk materiale) og fugt.
Lejebolig
Hvis du som lejer får mistanke om problemer med indeklimaet i din bolig, skal du rette henvendelse til din udlejer/boligforening og sammen forsøge at løse eventuelle problemer. Forinden bør du have fulgt de fem enkle råd til, hvordan du sikrer et godt indeklima. Læs rådene nedenfor under 'Hvis du vil vide mere'.
Hvis der er tale om et angreb af skimmelsvamp, som alene er opstået på grund af forkert brug af boligen, har du selv ansvaret for at fjerne skimmelsvampen.
Hvis der derimod er tale om angreb af skimmelsvamp, som ikke skyldes forkert brug af boligen, har udlejeren ansvaret for at fjerne skimmelsvampen.
Findes der ikke en løsning, og har du mistanke om sundhedsfare, kan du rette henvendelse til Aalborg Kommune via selvbetjeningslinket 'Anmeld fugt og skimmelsvamp i bolig' her på siden.
Mener du, at problemet har årsag i manglende bygningsvedligeholdelse, kan du også rette henvendelse til Huslejenævnet, hvis du bor i privat udlejningsbyggeri, og Beboerklagenævnet, hvis du bor i en almen bolig.
Som lejer er det vigtigt, at du tilpasser din levevis for at sikre et godt indeklima, da bygningen ikke tilpasser sig din adfærd, møblering og brug.
Ejerbolig
Som ejer af en bolig er det dit ansvar at sikre et sundt indeklima. Ved at udføre løbende vedligeholdelse og tage enkle forholdsregler, kan du gøre meget for at holde din bolig sund.