Flexbolig

Søg om tilladelse til at benytte din helårsbolig som flexbolig.

Har du ikke MitID, eller har du brug for hjælp til selvbetjening, så kontakt Juridisk Afdeling.

En flexbolig er en helårsbolig uden bopælspligt. Du kan bruge en flexbolig hele året som fritidsbolig, sommerhus eller et ekstra hjem. En flexbolig har ingen bopælspligt.

Søg om tilladelse til flexbolig

Ejer du en helårsbolig, kan du ansøge Aalborg Kommune om en flexboligtilladelse.

Tilladelsen bortfalder, hvis boligen skifter ejer, eller hvis helårsbeboelsen på ejendommen genoptages.

Hvis boligen endnu ikke er taget i brug som helårsbeboelse, skal der ikke ansøges om flexboligtilladelse, og du kan blot tage boligen i brug som fritidsbolig eller lignende midlertidig anvendelse uden yderligere meddelelse til Aalborg Kommune. 

Ansøgning om flexboligtilladelse skal som minimum indeholde:

  • Boligens adresse
  • Baggrunden for ansøgningen
  • Dine kontaktoplysninger
  • Underskrevet samtykke fra ejerforeningen (såfremt der er tale om en ejerlejlighed)

Lokalplan eller tinglyste servitutter

Der kan ikke udstedes flexboligtilladelser, som er i strid med kommunens lokalplaner, planloven eller eventuelle tinglyste servitutter på ejendommen. Såfremt disse indeholder specifikke bestemmelser om, at boligen skal anvendes til helårsbeboelse, kan der ikke gives flexboligtilladelse.

Se gældende lokalplaner på Aalborg Kommunes lokalplanportal

Efterspørgsel på boligen

Hvis boligen er påkrævet af hensyn til boligsøgende i kommunen, kan kommunen nægte at give flexboligtilladelse, og i stedet anvise en lejer til boligen. Kommunens afgørelser om flexboliger er endelige, og kan ikke påklages.

Det med småt