Forsyning af offentlig eller kommerciel aktivitet
Er der offentlig eller kommerciel aktivitet på din ejendom, som forsynes med vand fra egen boring, er der lovkrav om kontrol med vandets kvalitet.
Ved offentlig eller kommerciel aktivitet forstås blandt andet udlejning, Bed & Breakfast, dagpleje, restaurationer, campingpladser, fritidsanlæg med mere. Omfanget af kontrol afhænger af, hvor meget vand der bruges. Vi træffer afgørelse om kontrolprogram.
Kontrollen af drikkevandskvaliteten skal foretages af et akkrediteret laboratorium, der udfører drikkevandsanalyser. Det sikrer, at vandprøven udtages korrekt. Du skal selv bestille og betale for prøven og analysen.
Find liste over akkrediterede laboratorier på Den Danske Akkrediteringsfonds hjemmeside
Forsyning af egen husholdning udelukkende
Når du får vand fra din egen boring, og boringen kun forsyner din egen husholdning, er det dit eget ansvar selv at kontrollere kvaliteten af dit drikkevand.
Hvis vandforsyningsanlægget kun forsyner din egen husholdning, og du ikke anvender det til offentlige eller kommercielle formål som udlejning, dagpleje eller fødevarevirksomhed, er vandforsyningen ikke underlagt obligatorisk kontrol.
Vi anbefaler dog minimum hvert 5. år at udtage en forenklet kontrol, så du er sikker på, at vandet har en ordentlig kvalitet. Vi anbefaler derudover, at du får kontrolleret dit vand for pesticider, PFAS-stoffer og øvrige parametre, som indgår i analysepakken "Gruppe B parametre".
Hvis der i analysen er overskridelser, hvor vandet bliver bedømt til at være sundhedsfarligt efter drøftelse med Styrelsen for Patientsikkerhed, er vi forpligtet til at beslutte, hvad der bør ske.
Delt boring med én eller flere naboer
Deler du boring med én eller flere af dine naboer, er der tale om et ikke-alment vandværk, og her er der lovkrav om kontrol af vandets kvalitet.
Omfanget af kontrollen afhænger af, hvor meget vand I bruger, og om der er tale om offentligt eller kommercielt forbrug, herunder udlejning. Hvis der ikke er offentlig eller kommerciel aktivitet, skal vandet kontrolleres i form af en forenklet kontrol. Aalborg Kommune har besluttet, at drikkevandet skal kontrolleres hvert 3. år.
Vi træffer afgørelse om kontrolprogram.
Kontrollen af drikkevandskvaliteten skal foretages af et akkrediteret laboratorium, der udfører drikkevandsanalyser. Det sikrer, at vandprøven udtages korrekt. Ejer af vandforsyningsanlægget skal selv bestille og betale for prøven og analysen.
Vi anbefaler, at vandet bliver kontrolleret for pesticider, PFAS-stoffer og øvrige parametre, som indgår i analysepakken ”Gruppe B parametre”.
Hvis der i analysen er overskridelser, hvor vandet bliver bedømt til at være sundhedsfarligt efter drøftelse med Styrelsen for Patientsikkerhed, er vi forpligtet til at beslutte, hvad der bør ske.
Kontrol af boringens tilstand
Vi anbefaler, at du som ejer af en husholdningsboring holder øje med boringens tilstand.
I vejledningen til ejere med egen husholdningsboring kan du finde oplysninger om:
- anbefalinger i forhold til analyse af boringens vandkvalitet
- hvad du gør, hvis der bliver påvist bakterier, nitrat og pesticider i boringen
- hvad du bør gøre ved ønske om køb af ejendom med egen husholdningsboring
- orientering om nitrat
- eksempler på årsager til mulige bakterielle forureninger af et vandforsyningsanlæg.
Skriv til os, hvis du ønsker at få tilsendt "Skema til kontrol af boringens tilstand" eller "Vejledning til ejere med egen husholdningsboring"
Du kan også bestille materialet ved at ringe på telefon 99 31 20 50.
Ændringer af vandforsyningsanlægget
Hvis du ønsker at udføre væsentlige udbedringer eller ændringer på eksisterende vandindvindingsanlæg, skal du også søge tilladelse hos os. Ved renovering af boring eller anden type ansøgning kan du kontakte os for nærmere information.