Sygemeld dig og søg sygedagpenge
Hvis du bliver ramt af sygdom, skal du melde dig syg og søge om sygedagpenge. Hvordan du gør, afhænger af, om du er selvstændig, lønmodtager eller ledig.
Sådan gør du
Tryk på et punkt for at se detaljer.
- 1.
Meld dig syg
Du skal sygemelde dig, så snart du bliver syg.
Hvor du skal sygemelde dig, afhænger af, om du er i job, er ledig eller er selvstændig.
- Er du i job? Sygemeld dig ved din arbejdsgiver
- Er du ledig? Sygemeld dig ved din a-kasse
- Er du selvstændig? Sygemeld dig på virk.dk
- 2.
Log på "Mit Sygefravær"
Når du har meldt dig syg:
- får du et brev fra Sygedagpengehuset via Digital Post. Hvis du er fritaget for Digital Post, sender vi et brev med et oplysningsskema.
- skal du bruge linket i brevet til selvbetjeningsløsningen "Mit Sygefravær"
På "Mit Sygefravær" kan du:
- søge om sygedagpenge
- sende informationer om din situation til kommunen
- godkende oplysninger, som din a-kasse og andre har udfyldt for dig
- se de tidsfrister, du skal overholde. Ellers kan miste dine sygedagpenge.
- 3.
Samtaler
Du bliver indkaldt, så du senest 8 uger efter din første sygedag, kan komme til en samtale med en rådgiver fra Sygedagpengehuset.
Du har ret til at tage en person med som bisidder til din samtale. Bisidderen kan for eksempel være en tillidsrepræsentant fra din fagforening eller en bekendt, du har tillid til.
Første samtale
Første samtale skal afklare, om du eventuelt har behov for støtte, så du kan komme tilbage i job så hurtigt som muligt.
Inden samtalen indhenter Sygedagpengehuset lægelig dokumentation enten fra sygehuset eller egen læge. Du kan også blive bedt om at få lavet en lægeattest ved egen læge, selvom der allerede er udfyldt en mulighedserklæring sammen med din arbejdsgiver.
Opfølgningssamtaler
Til opfølgningssamtalerne drøfter vi de informationer, vi har indhentet og dine kompetencer. På den måde er din rådgiver klædt bedst muligt på til at lægge en individuel plan med dig.
I afklarer blandt andet hvilken hjælp, du har brug for, for at komme tilbage i arbejde eller for at kunne stå til rådighed i a-kassen igen. Indsatsen vil altid være tilpasset din situation og helbredstilstand.
Rundbordssamtale
Så længe du har en aktiv sygedagpengesag i Sygedagpengehuset, skal vi være i hyppig kontakt. Er du lønmodtager, inddrager vi også din arbejdsgiver i relevant omfang. Vi kan for eksempel foreslå en rundbordssamtale på arbejdspladsen, hvis vi skal udarbejde en plan for delvis raskmelding eller følge op på din optrapningsplan.
- 4.
Fast track
Fast track er for dig:
- der er lønmodtager
- hvor sygemeldingen ser ud til at vare mere end 8 uger
Med Fast track kommer du til den første samtale allerede efter 6 uger. På den måde får vi hurtigere lagt en plan for, hvordan du bedst muligt kan vende tilbage til arbejdet.
Både du og din arbejdsgiver skal bekræfte ønsket om en tidlig opfølgning, og vi anbefaler, at I har løbende kontakt.
- 5.
På vej tilbage
Er du klar til at arbejde nogle timer om ugen, kan vi lave en aftale om delvis raskmelding. Når du er delvist raskmeldt, vil du få en kombination af løn og sygedagpenge. Arbejder du færre end 4 timer om ugen, vil du kun kunne få sygedagpenge.
Er du selvstændig, kan du ikke få sygedagpenge, hvis din arbejdstid overstiger halvdelen af den sædvanlige arbejdstid per uge.
Din rådgiver vil altid hjælpe med at planlægge din optrapningsplan med timetal og opgaver. Optrapningsplanen vil tage udgangspunkt i dine kompetencer, eventuelle skånehensyn og arbejdspladsens behov.