Ansøgning om nyttiggørelse af jord

Vejledning til indledende ansøgning om tilladelse/godkendelse til nyttiggørelse af jord efter miljøbeskyttelsesloven.

Indledning

I forbindelse med nyttiggørelse af jord, skal der forinden sendes en ansøgning til Teknik og Miljø . For at vi kan vurdere, om der kan gives tilladelse til det ønskede projekt, skal din ansøgning indeholde de oplysninger, der er beskrevet nedenfor. Dette gælder uanset, om der er tale om ren jord, lettere forurenet jord eller forurenet jord.

Generelle krav til ansøgningen

Ansøgningen skal som minimum indeholde:

  • Ansøgerinformation
    • Navn, adresse, telefonnummer, e-mail samt eventuelt CVR-nummer for ansøger og eventuelle medansvarlige.
  • Oplysninger om modtagestedet
    • Lokalitetens adresse, matrikelnummer, ejerlav, grundejers navn og luftfoto med ønsket placering.
    • Beskrivelse af den nuværende anvendelse af jorden.
    • Forureningsstatus for modtagestedet (oplys om grunden er kortlagt, områdeklassificeret eller lokaliseret). Er du i tvivl, kan du slå adressen op på Danmarks Miljøportal under fanen "Jordforurening" eller hent ”Jordforureningsattest”.
      Besøg Danmarks Miljøportal på www.miljoeportal.dk
  • Projektbeskrivelse
    En detaljeret redegørelse for projektet herunder:
    • Placering: Hvor på ejendommen genanvendes jorden? (Vedlæg situationsplan med den ønskede placering).
    • Mængde og dimensioner: Hvor mange tons jord forventes genanvendt, og hvilke dimensioner (højde/tykkelse, bredde, længde) har det ansøgte anlæg/jordlag?
    • Tilførsel: Angivelse af om der allerede er lavet aftale med ejer af oprindelsesstedet for jorden om at modtage det, inden det er gravet op. Vil jorden blive indbygget umiddelbart efter tilkørsel, eller er der planlagt mellemoplag? Angiv eventuelt lokation for mellemoplag.
    • Nyttiggørelsesformål: En præcis beskrivelse af, hvordan jorden skal anvendes (for eksempel til terrænregulering, støjvolde, landskabsprojekter eller andre formål).
    • Tidsplan: Oplysninger om udførselsperiode for projektet.
  • Forureningsforhold af den jord, der ønskes nyttiggjort
    • Oprindelse: Hvor kommer jorden fra (adresse, matrikelnummer)?
    • Forureningsstatus: Oplysninger om jordens forureningsgrad i form af analyseattest og om jorden indeholder affald, herunder bygningsaffald.
    • Foreligger der jordanalyser for jorden? Beskrivelse af prøvetagning samt tegninger (med angivelse af skel, bygninger og så videre), der viser, hvor på grunden jorden er opgravet, og hvor eventuelle jordprøver er udtaget.
  • Miljørisikovurdering
    • En miljøhistorisk redegørelse for tidligere erhvervsaktiviteter på matriklen, herunder tidsperioder og eventuel kemikaliehåndtering.
    • Overordnede miljømæssige hensyn, identificerede risici og forslag til afbødningstiltag med særlig vægt på påvirkning af grundvand, overfladevand, dyreliv og menneskelig aktivitet.
  • Dokumentation og bilag
    • Situationsplan: Skal vise den ønskede placering af jorden med nordpil, matrikelnummer, adresse, dato og eventuelt målestok.
    • Geotekniske rapporter og analyser, hvis de foreligger.
    • Miljøkonsekvens- og risikovurdering.
    • Jordanalyser (analyseattester), hvis de foreligger.
    • Underskrevet accept fra grundejer.
    • Supplerende dokumentation, der understøtter de specifikke krav for den enkelte projekttype, for eksempel faglig udtalelse/vurdering fra rådgivende virksomhed.

Specifikke yderligere krav for særlige projekttyper

Afhængigt af projektets karakter skal ansøgningen suppleres med yderligere oplysninger og dokumentation.

Tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19 til nyttiggørelse af jord, der kan forurene jord, undergrund og grundvand

Ved ansøgning om nyttiggørelse af jord, der kan forurene jord undergrund og grundvand, gælder særlige krav i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 19 for at sikre, at projektet ikke medfører skade på miljøet eller sundhedsrisici.

  • Krav til ansøgningen
    • Formål og anvendelse: En præcis beskrivelse af, hvordan jorden skal anvendes (for eksempel til terrænregulering, støjvolde, landskabsprojekter eller andre formål).
    • Tekniske og sikkerhedsmæssige foranstaltninger: Planer for håndtering af den forurenede jord under transport, oplagring og anvendelse (for eksempel overdækning og drænsystemer).

Bemærk: Ansøgninger behandles individuelt, og det kan være nødvendigt at inddrage andre myndigheder (for eksempel Region Nordjylland) afhængigt af forureningens karakter og omfang. Tilladelser gives kun, hvis alle miljømæssige og sikkerhedsmæssige krav er opfyldt.

Terrænregulering

Ved ansøgning om terrænregulering gælder særlige krav for at sikre, at ændringer i terrænet ikke påvirker nærområdet negativt. Terrænregulering omfatter ændringer såsom opfyldning, udgravning eller omformning af jordoverfladen.

  • Krav til ansøgningen
    • Dokumentation: Bevis for at projektet ikke vil forårsage miljøskader, øge risikoen for erosion eller påvirke grundvandsforholdene negativt.
    • En beskrivelse eller tegning af afslutning af terræn ved skel eller kanten af det udlagte jordparti. Denne skal tillige illustrere regnvandets bevægelse efter reguleringen.
    • Landzonetilladelse og landskabelighed: Hvis projektet ligger i en landzone, skal der eventuelt søges landzonetilladelse i henhold til planloven. Desuden skal der tages hensyn til landskabelige forhold, så ændringerne harmonerer med det omkringliggende miljø og bevarer områdets visuelle og rekreative værdi.
    • Geotekniske analyser: Dokumentation for blandt andet jordens bæreevne og stabilitetsberegninger.
    • Visualiseringer: Skitser, digitale modeller eller 3D-tegninger, der illustrerer terrænreguleringen.
    • Miljø- og nabohensyn: Vurdering af projektets påvirkning på nærliggende områder og foranstaltninger for at minimere negative effekter.

Jordforbedring på landbrugsmark

Ved ansøgning om jordforbedring på landbrugsjord stilles særlige krav for at sikre, at tiltagene forbedrer jordens anvendelighed til landbrugsformål uden at forringe miljøkvaliteten.

  • Krav til ansøgningen
    • Beskrivelse af forbedringsmetode: En detaljeret redegørelse udarbejdet af en rådgiver med erfaring inden for agerbrug, der beskriver de metoder, som anvendes til at forbedre jordens kvalitet (for eksempel tilsætning af organiske materialer, forbedret dræning eller andre agronomiske tiltag).
    • Opfølgnings- og monitoreringsplan: En plan for, hvordan jordens tilstand evalueres efter implementerede tiltag.

Yderligere information

For at ansøgningen kan behandles mest hensigtsmæssigt anbefales det:

  • At gennemgå vejledningen grundigt og sikre, at alle relevante bilag er vedlagt.
  • At kontakte teamet Jord i Teknik og Miljø, hvis der er uklarheder om kravene eller processen.
  • At være opmærksom på, at visse projekter kan kræve andre tilladelser, for eksempel dispensation for § 3 natur, landzonetilladelse eller en miljøgodkendelse efter § 33 i miljøbeskyttelsesloven, hvis de har en væsentlig påvirkning på miljøet eller indebærer aktiviteter, der er reguleret af særlige miljøkrav.

Ansøgningsproces

Send ansøgning til Teknik og Miljø via mail.

Skriv mail til nyttiggoerelse-jord@aalborg.dk