Socialrådgiver Helle
Jeg er uddannet socialrådgiver og arbejder som rekrutteringskonsulent i Virksomhedsservice, hvor jeg fungerer som bindeled mellem virksomheder og borgere på vej mod job.

Hvad er du ansat som, og hvad laver du?
Jeg er ansat som rekrutteringskonsulent i Virksomhedsservice. Jeg hjælper virksomheder i Aalborg Kommune med rekruttering og rådgivning og arbejder samtidig tæt sammen med ledige borgere. Nogle gange er løsningen lige til, andre gange kræver det, at vi justerer stillinger, opgaver eller rammer, så matchet kan lykkes.
Hvad er det bedste ved dit job?
Det bedste ved mit job er at skabe et match, der giver mening - både for kandidaten og for virksomheden. Jeg brænder for at arbejde med mennesker, og det har jeg altid gjort. Som socialrådgiver er jeg optaget af at forstå de lediges kompetencer og motivation.
Når jeg kontakter ledige, enten proaktivt eller via samarbejde med mine rådgiverkolleger, handler det om at forstå, hvad der driver dem, og hvad de kan bidrage med. Samtidig arbejder jeg tæt sammen med virksomhederne for at afdække, hvilken profil de reelt har brug for.

Hvordan ser en typisk dag ud for dig?
Mine dage kan se meget forskellige ud. En typisk dag kan bestå af møder med andre rekrutteringskonsulenter på tværs af Aalborg Kommune, hvor vi sparrer om aktuelle rekrutteringer, udfordringer og tendenser på arbejdsmarkedet.
Derudover arbejder jeg med konkrete rekrutteringsopgaver som at gennemgå ordrer, lave søgninger i systemerne, kontakte ledige og tale med dem om mulighederne. Nogle gange foregår det over telefonen, andre gange mødes vi fysisk - for eksempel til JobPuls eller ude hos virksomhederne.
Jeg arbejder også med større projekter, hvor rekrutteringsopgaven kræver en mere kreativ tilgang. Det kan for eksempel være projekter, hvor vi skal skabe interesse for en ny uddannelses- eller karrierevej og samle de rette profiler.
Hvilke udfordringer kan der være i det her job?
En udfordring kan være, hvis vi ikke kan finde den profil, som virksomheden håber på. I de situationer handler det om dialog, forventningsafstemning og om at åbne op for andre muligheder - for eksempel substitution eller opkvalificering.
Hvad er det mest spændende ved dit arbejdsområde?
Det mest spændende ved mit arbejdsområde er, at ingen opgaver er ens. Rekruttering handler om mennesker, virksomheder og forandringer, og lige nu kræver det, at vi er ekstra kreative og nytænkende. Det gør arbejdet både udfordrende og meget givende.
Hvad er det bedste ved din arbejdsplads?
Det bedste ved min arbejdsplads er fællesskabet. Vi brænder alle for det, vi laver, og vi er meget forskellige - både fagligt og personligt. Det gør os til en stærk gruppe. Vi bruger hinandens kompetencer hver dag, sparrer på kryds og tværs og spiller hinanden gode. Man kan mærke energien, når man træder ind ad døren, og der er plads til forskellighed, relationer og samarbejde.
Ingen opgaver er ens. Rekruttering handler om mennesker, virksomheder og forandringer, og lige nu kræver det, at vi er ekstra kreative og nytænkende. Det gør arbejdet både udfordrende og meget givende.

